Særligt tilrettelagte forløb

Særlige tilrettelagte forløb

Beskrivelse

Dette forløb er for specialklasser. Vi ved, at det at skulle undervises et nyt sted, kan være overvældende for jeres målgruppe. Derfor har vi sat tid af til at møde jer, inden forløbet starter. På den måde ankommer I til rolige omgivelser, og I kan også nå at spise en snack, gå på et kort eventyr blandt hajerne, sige hej til yndlingsfisken og sætte stemningen for dagen. Det giver ro for eleverne at møde Kattegatcentret, dyrene og deres undervisere, før forløbet starter..

Aktiviteter

Nedenfor kan I læse om vores særligt tilrettelagte forløb til specialklasser.

1 Haps - nu skal fiskene fodres
Så er det spisetid! Normalt er det vores dyrepassere, som fodrer Kattegatcentrets dyr, men nu er det elevernes tur til at servere små sildestykker og andet godt fra havet. Det er blandt andet danske hajer og rokker, torsk, fladfisk og krabber, som eleverne skal servicere – og ”kunderne” kan godt være lidt krævende! Kan hummeren for eksempel lokkes ud af sin hule, og skal bambushajen have stukket silden helt op i snuden for at få bid?

2) Blæksprutter - det klogeste bløddyr
Wow – magiske blæksprutter! I skolelaboratoriet dissekerer eleverne en 10-armet blæksprutte og lærer om blækspruttens mange tilpasninger. Hvad bruger en blæksprutte blækket til, hvor stor er hjernen, og hvor sidder næbet?
Vi kommer omkring centrale emner som form og funktion, respiration, kredsløb, reproduktion og fødesøgning. Undervejs samles der op i plenum, og eleverne fortæller, hvad de har fundet ud af.

For de ældre elever kan der efter ønske arbejdes med særligt fokus på fødekæder eller på evolution.

3) Krabbefangst og krabbevæddeløb
Hvilken madding er bedst til at fange krabber? Vi deler eleverne ind i hold og fanger krabber i Kattegatcentrets egen havn. Bagefter vejer, måler og kønsbestemmer vi krabberne og giver dem et sundhedstjek – har de har alle ben, og er de angrebet af parasitter? Til sidst udvælger vi de sundeste krabber, som indgår i det afsluttende krabbevæddeløb.

Formål

Faste rammer, planlægning og forudsigelighed

I dette forløb er vi på forkant med uforudsigelighederne, som normalt kendetegner undervisning i eksterne læringsmiljøer. Faktisk ned til mindste detalje. Vores underviser tager imod jer alle ved ankomst, men har fokus på det første møde med eleverne. På den måde kan vi som undervisere komme lidt tættere på eleverne og deres faglige fundament. Desuden øger vi muligheden for at skabe et tillidsfuldt rum, hvor der er plads til spørgsmål og dialog.

Vi har faglige ambitioner for eleverne, og vi oplever, at det engagerer eleverne til at ”stå på tæer”. Derfor har vi også til hvert forløb forslag til, hvad I kan arbejde med på skolen, inden I kommer. På den måde har alle elever noget at byde ind med, når de møder os. Til målgruppen har vi planlagt forløbene med høj grad af praksisfaglighed, øvelser og små skift i aktiviteter undervejs. Forløbene kan tilpasses i niveau og tid, men bliver aldrig mere end 45 minutter lange.

Sted
Kattegatcentret
Færgevej 4
8500 Grenaa
Tilmelding

Lav en bookingforespørgsel via vores hjemmeside.

Når vi har modtaget jeres bookingforespørgsel kontakter vi jer altid for at afstemme og opfylde jeres forventninger til jeres besøg.