Vend din krop på hovedet

25.06.2014

Secret Hotel præsenterer to forestillinger som får eleverne til at reflektere

Secret Hotel endevender kroppen og får eleverne til at stille spørgsmål ved de kropsidealer, de møder hver eneste dag i medierne, gadebilledet og deres egne hoveder. Begge forestillinger er lavet som en syntese af foredrag og inddragende forestilling; af læring og kunstnerisk oplevelse og er skræddersyet til opførelse på skoler og gymnasier.

K.R.O.P.

I K.R.O.P. leverer danserne og performerne Kasper Daugaard Poulsen og Pernille Koch et levende, lavpraktisk show i en kombination af foredrag, bevægelse, billeder og personlige fortællinger. Performerne springer fra korset til krinoline, fra indsnørede hoveder og liljefødder, til pornografisk tandbørstning og den ultimative omflytning af fedt fra røv til læber, som virkelig giver udtrykket ’kiss my ass’ en helt ny betydning.

Publikum præsenteres for Rousseaus tanker om den frie krop; smager på slaveri, ser på Mellemøstens hårkultur i 1700-tallet og meget mere. Hele tiden spinder performerne videre i et tilrettelagt inferno af udsagn og undersøgelser, hvor forskellige kropsanskuelser kolliderer og skaber plads til undren og nye perspektiver. Undervejs inddrages ikke blot performernes, men også publikums egne kroppe på erfaren og nænsom vis.

K.R.O.P. turnerer på skoler fra 23. februar - 10. april 2015.
For køb af forestillingen kontakt Janne Schnipper 2856 4225
janneschnipper [at] gmail [dot] com

Læs mere på:
secrethotel.dk/produktioner/k-r-o-p-at-have-eller-vaere

Hoved & Hale i Danmark, Italien og Sverige og lige til timen

Hoved & Hale er forgængeren til K.R.O.P. og beskæftiger sig med samme koncept og tema blot for en yngre målgruppe - de 8-12-årige. Secret Hotels nye forestillingskoncept, som kombinerer læring og kunstnerisk oplevelse, og den både fysiske og intellektuelt reflekterede måde som kroppen behandles på i Hoved & Hale, har mødt stor interesse også i udlandet. Oprindeligt varer Hoved & hale 80 minutter, men som noget nyt har Secret Hotel skabt en 45 minutters version der passer lige ind i skoleskemaet. Der er mulighed for at bestille den korte version fra maj 2015, men den lange version er selvfølgelig stadig tilgængelig. For køb af Hoved & Hale kontakt: Secret Hotel 5055 6263
line [at] secrethotel [dot] dk

 

Læs mere på:
secrethotel.dk/produktioner/hovedoghale