PIND & JORD er to kunstworkshops, hvor de 5-6 årige børnehavebørn udforsker daginstitutionens omgivne natur og naturens materialer med hovedvægt på jord og træ sammen med kunstner Henrik Jul Ebbesen.
Den omgivne natur kan være legepladsen, skoven, stranden, marken, vejkanten, parken mv. Sammen skal I undersøge og lege med naturens materialer – og skabe små værker sammen og hver for sig. I skal fx lave afstøbninger med gips, ler og sand i og med naturen.
PIND & JORD fokuserer på børns naturligt undersøgende, legende, sanselige og kropslige tilgang til det at være sammen om at skabe kunst og undersøge naturmaterialer; hvad er træets, pindens, jordens, lerets, sandets egenskaber og ’sprog’, og hvordan kan det bruges til at sætte kunstneriske aftryk og skabe Land Art.
Forløbet er inspireret af Reggio Emilia-tilgangen til børn, natur og kreativitet.
Begge workshops foregår ude i jeres institution.
Tilmeldingen gælder for begge mødegange.