Richard Mortensen – Mellem Linierne på ARoS

Richard Mortensen Foto - Erik Gleie - Ritzau Scanpix

Af ARoS - 14.03.2024

Richard Mortensen (1910-1993) – et modernistisk ikon og en af drivkræfterne bag den danske surrealisme – udstilles i en markant retrospektiv udstilling med fokus på Mortensens imponerende bidrag til dansk og især international kunsthistorie.

Form, overflade, rum, farve og streg. Hver eneste detalje er nøje overvejet - eller bevidst sluppet løs - i Mortensens strenge, men legende formsprog. Mellem linierne er kunstnerens første store retrospektive udstilling i 30 år og præsenterer mere end 80 værker fra Mortensens 60 år lange karriere. Richard Mortensen introducerede en ny tilgang til abstrakt kunst med afsæt i sin dybe tro på kunstens potentiale for social forandring. Denne tilgang blev først udfoldet som surrealistiske eksperimenter i 1930’erne og senere under hans tid i Paris på Galerie Denise René, hvor han var en ledende skikkelse inden for den internationale konkrete kunst.  Som reaktion på den globale politiske turbulens i 1960'erne og frem arbejdede Mortensen mod en stadig større forenkling af formen. I 1970’erne arbejdede han i stor skala, og sent i sit virke og helt frem mod sin død i 1993 søgte han inspiration i zenbuddhismens og taoismens dyrkelse af renhed og komplementære kræfters gensidige afhængighed. Gennem hele Mortensens karriere optræder historiske, litterære, geografiske og politiske referencer i værktitlerne og understreger hans ambition og evne til at engagere sig i sin samtid.

Ricard Mortensen - Mellem Linierne kan opleves fra d. 23/03/2024 til d. 01/09/2024 på niv. 5. 

Guidede rundvisninger kan bookes her: Book undervisningsforløb - ARoS