Hjælp Christian Lollike med nyt teaterstykke

31.08.2022

Aarhus Teater søger konkrete historier fra lærere og andre ansatte i den danske folkeskole til en ny forestilling med premiere i foråret 2024. Deadline for indsendelse 3. oktober.

Christian Lollike har markeret sig som en af vor tids betydeligste dramatikere og han udforsker altid de strømninger og holdninger, der fylder i vores verden.

Folkeskolen er en central pille i det danske samfund og en institution under forandring.
Nu ønsker Christian Lollike at lave et nuanceret portræt af livet i den danske folkeskole – fortalt af de ansatte.

Derfor søger vi sjove, interessante, udfordrende, frustrerende oplevelser fra dagligdagen fra dig, der er lærer, pædagog, pædagogisk leder, skoleleder og andre ansatte i folkeskolen eller privatskolen.
Dine input bruges til inspiration til den nye forestilling, vi skal opsætte på Aarhus Teaters Store Scene i sæson 2023/24.

Hvad ønsker vi fra dig?

Vi er først og fremmest nysgerrige på dine konkrete oplevelser fra din hverdag. Du kan lade dig inspirere af nedenstående spørgsmål, men hvis der er andre aspekter, du også vil inddrage, er du selvfølgelig velkommen til det:

  • Hvordan oplever du forældrenes rolle i folkeskolen?
  • Oplever du et øget fokus på det enkelte barns personlige udvikling – og hvad betyder det for undervisningen?
  • Hvad er det bedste og værste ved øget fokus på mobning og fællesskab?
  • Har sociale medier en betydning for læring og fællesskab i klassen?
  • Kan du nævne konkrete situationer/eksempler på elevers dialog med hinanden, der har gjort indtryk på dig? Eller situationer/eksempler mellem lærer og elev, lærer og lærer eller lærer og forældre?
  • Hvad er det vredesudbrud, du ville ønske du var kommet med i en given situation?

Sådan gør du

Giv frustrationerne frit løb, beskriv dine oplevelser uden selvcensur og spekulér ikke på, at de skal kunne fungere på en scene. Alle historier bliver anonymiseret.
Du kan enten indsende din tanker via dette spørgeskema: https://forms.gle/jG6arJ3hQYfP9eA89
Eller send os dine tanker og overvejelser pr mail til input [at] aarhusteater [dot] dk
Det skal minimum fylde en halv side (ca. 1.500 tegn) og max 4 sider
Skriv også, om vi må kontakte dig efterfølgende for evt. uddybning.

Deadline er d. 3. okt. 2022. Ansatte på alle landets skoler kan deltage.

Yderligere information