Besættelsesmuseet

Præsentation

Besættelsesmuseet fortæller den dramatiske historie om Aarhus under besættelsen. Museet er indrettet i byens gamle rådhus og senere politistation, der fra efteråret 1944 og frem til befrielsen var hovedkvarter for det frygtede tyske sikkerhedspoliti, Gestapo. De bevarede celler og kælderlokaler skaber en meget stemningsfyldt ramme om en udstilling, der fortæller om hverdag, modstandskamp og nazistisk undertrykkelse.

Skoler og uddannelsesinstitutioner kan gratis besøge Besættelsesmuseet i åbningstiden, men på grund af den begrænsede plads, er det kun plads til én gruppe/klasse ad gangen. Derfor er det nødvendigt, at man booker på forhånd.

Besøget bookes ved at kontakte Informationen i Den Gamle By:

+45 86123188

Information [at] dengamleby [dot] dk

Besættelsesmuseet er en afdeling under Den Gamle By.

 

 

Pædagogisk profil

Besættelsesmuseet arbejder med dilemmabaseret formidling med besættelsestidens Aarhus som historisk ramme. Elever og gæster introduceres til et eller flere af de dilemmaer og moralske valg, som mange blev tvunget til at tage stilling til under Anden Verdenskrig:

Vil du tage arbejde for tyskerne? Hvem vil du alliere dig med for at overleve? Tør du hjælpe en person på flugt? Er det landsforræderi at være forelsket i en tysk soldat? Vil du gå til modstand? Er du villig til at dræbe?

Dilemmaerne formidles især gennem personhistorier konstrueret på baggrund af et righoldigt kildemateriale.

BEMÆRK: Museets første del formidler historien om dengang bygningen husede det midtjyske hovedkvarter for det tyske sikkerhedspoliti. Derfor er undertrykkelse, tortur og deportation en væsentlig del af museets formidling.

Udstillingen er egnet for elever fra 6. klasse.  

Kontakt
Bestilling af undervisningsforløb
Den Gamle By, Information
86 12 31 88

Forløb udbudt af Besættelsesmuseet

Grundskole

Ungdomsuddannelse