Jenkin van Zyl på ARoS
I 2025 fejrer vi åbningen af ARoS’ nye, underjordiske galleri: et udstillingsrum dedikeret til nye, stedsspecifikke værker skabt af visionære samtidskunstnere, der arbejder med video, installation og performance i stor skala. Åbningsudstillingen præsenteres af Jenkin van Zyl (f. 1993), en engelsk kunstner og filmskaber, der allerede er godt i gang med at slå igennem som en af de mest interessante og overbevisende stemmer på den internationale kunstscene.
Velkommen til Lost Property, en totalinstallation skabt til ARoS af den britiske kunstner Jenkin van Zyl. Museets nye underjordiske galleri er blevet omdannet til ”The Bureau of Lost Property” – et bizart ”hittegodskontor”, hvor kroppe katalogiseres, genbruges og iscenesættes på ny.
Lost Property er skabt af Jenkin van Zyl i et tæt samarbejde med dansere, musikere og kunstnere fra Londons queer-miljøer. Værket undersøger, hvordan vi kan udtrykke vores egentlige jeg, når vi udsættes for pres – og hvilke former for forvandling, der stadig kan finde sted inden for rammerne af de systemer, der har til hensigt at begrænse os.
Med sit teatralske og surrealistiske udtryk undersøger værket, hvordan vi formes, forandres – og finder os selv – i en verden, der er i konstant forandring.
21. jun. 2025 — 6. apr. 2026, Salling Galleriet, ARoS.
Praktisk information
Udskoling og videregående uddannelser.
Lost property er surrealistisk og udfordrer den normale fortællestruktur. Endvidere indeholder værket stroboskoplys, høj lyd og stærke billeder – herunder kortvarig simuleret vold – som nogle besøgende, herunder børn, kan finde foruroligende eller skræmmende.