ARoS udvider åbningstiderne for skoler
Fra tirsdag den 18. februar kan skoleklasser besøge ARoS før alle andre gæster.
ARoS udvider åbningstiderne helt særligt for skoleklasser, som fra uge 8 kan opleve museet fra klokken 9 – en time før dørene åbnes for andre gæster, og hvor der endnu er stille i museets gallerier.
De nye åbningstider gælder alle hverdage fra den 18. februar. Der åbnes for fem skoleklasser ad gangen, som på forhånd har booket et af de nyudviklede undervisningsforløb i museets faste samlingsudstillinger Human Nature og ARoS Samling: 1960 – nu. Forløbene omhandler guldalderen, det moderne gennembrud, modernisme, samtidskunst for de ældre elever og et for de yngre elever.
”En del af ARoS’ vision er at øge vores rækkevidde, så vi bliver mere tilgængelige. Ved at udvide åbningstiden for skoleklasser, får vi mulighed for at tilbyde flere og længere undervisningsforløb i eksklusive rammer. På den måde kan vi hjælpe skolerne med at flytte undervisningen ud af klasselokalerne og ind i inspirerende og aktuelle udstillinger med fokus på engagement og læring, som giver mulighed for debat,” siger Rebecca Matthews, museumsdirektør for ARoS.