Nyhed

Vinter og forår 2026 hos Teater Refleksion

Billede

Her får du et overblik over de skoleforestillinger, der venter i første halvdel af det nye år. Tag eleverne med ind i sanserige universer, der hylder det magiske - også i det hverdagsagtige.

 

Vi skal gøre det igen

0.–1. klassetrin / Fredag 30. januar kl. 9.15

Oplev fortællingen om et barns liv i børnehaven, og om den store glæde, der er i de små intense hverdagsoplevelser. Hvor vidunderligt det er at glæde sig til at komme i skole, og hvor svært det er at give slip på den verden, man kender. Teater My har samarbejdet med en børnehaveklasse og ladet sig inspirere af børnenes tanker og overvejelser.

Gæstespil af Teater My.

 

Se mørket 
– Årets premiereforestilling

0.–3. klassetrin / 27. feb.–20. mar.

Oplev en anderledes teaterforestilling. Vi byder jer indenfor i et helt særligt mørketelt - her møder vi to karakterer, der åbner for beholdere med forseglet mørke fra hele verden og deler dets historier med os: hverdagsmørke, eventyrligt mørke, fremmed og fortroligt mørke. En sanselig, poetisk og smuk oplevelse, hvor mørket bliver levende. 

Co-produktion med DraumVærk.

 

Space cowboy

0.–4. klassetrin / 24. og 25. marts

Selma er en ung pige fanget i en verden af konstante notifikationer, likes og streams. Hendes far er bekymret, og da han hører en reklame fra Cosmic Cruise, som tilbyder skræddersyede, offline-rejser ud i rummet, tager han en hurtig beslutning.

Gæstespil af Teater Metamorfose.

 

Med tiden

0.–1. klassetrin / 15. og 17. april

To træpassere, ét frø og en fortælling om at passe på et lille nyt liv. Forestillingen levendegør livets rytme, rutiner, følelser og stille mirakler - alt sammen præsenteret med kærlighed og humor. Handlingen er centreret omkring et magisk møbelkabinet af træ fyldt med skuffer, skabe og låger, der kan åbnes og som gemmer på overraskelser.

 

Se hele vores program på refleksion.dk

Du er også meget velkommen til at kontakte os med spørgsmål eller hjælp til booking: refleksion@refleksion.dk / 8624 0572.

Praktisk information