Relationer og Rettigheder
Beskrivelse
Om opgør med normer og kamp for rettigheder fra 1970’erne til i dag
Hvordan bliver rettigheder til – og hvem kæmper for dem? I dette forløb arbejder eleverne med køn, krop og seksualitet i et kulturhistorisk perspektiv med fokus på rettigheder, normer og sociale bevægelser fra 1970’erne til i dag.
Med inspiration fra rødstrømpernes slagord ”Det private er politisk” dykker eleverne ned i autentiske kilder og genstande i museets udstillinger SEX.ED. – krop, køn og idealer og Rødstrømperummet for at undersøge centrale temaer som samtykke, LGBT+-rettigheder og reproduktive rettigheder. Eleverne møder blandt andet 1970’ernes kvindebevægelse og kampen for fri abort og ligestilling, udviklingen i lovgivning om homoseksualitet samt nyere debatter om samtykke og seksuelle grænser.
Eleverne skal også arbejde med brevkassespørgsmål fra 1970’erne, der omhandler private og personlige problemstillinger, der kan bæres ind i samfundsrelaterede spørgsmål, der trækker tråde mellem datidens og nutidens ligestillingsdebatter.
Afslutningsvis får eleverne tid til at gå på opdagelse i SEX.ED. – krop, køn og idealer og Rødstrømperummet med formidler til stede. Her får eleverne mulighed for at finde emner og problemstillinger til videre arbejde, f.eks. i forbindelse med DHO, eller se dele af udstillingerne, de endnu ikke har oplevet.
Forløbet egner sig som supplement til seksualundervisning på ungdomsuddannelserne og kan med fordel integreres i både dansk, historie og samfundsfag. Det kan f.eks. være i forbindelse med et DHO-forløb om 1970’erne og kan med fordel kobles til temaer om demokrati, rettigheder, ligestilling og sociale bevægelser.
Formål
- Eleverne opnår viden om, hvordan rettigheder, normer og forventninger til køn, krop og seksualitet udvikler sig over tid
- Eleverne kan analysere samspillet mellem individ, fællesskab og samfund i spørgsmål om rettigheder, ligestilling og seksualitet
- Eleverne kan diskutere relationen mellem juridiske rettigheder og samfundsmæssige strukturer og normer
- Eleverne kan diskutere nutidige ligestillingsproblematikker med afsæt i både deres egen erfaringsverden og et bredere samfundsperspektiv
- Eleverne kan perspektivere historiske bevægelser og debatter til aktuelle problemstillinger, f.eks. i relation til ligestilling, LGBT+-rettigheder og reproduktive rettigheder
Praktisk information
Se flere detaljer
Kom meget gerne 10 min. inden forløbets start, så der er tid til at komme forbi garderoben og toiletterne.
Læs mere her
Tilmelding
Forløbet kan bookes alle ugens hverdage mellem 9.30-16.00.



