Hvem ejer havet?
Beskrivelse
Hvem ejer havet er et forløb målrettet udskolingen og tilrettelagt til at kunne kvalificere et fællesfagligt naturfagsforløb under temaet ”Bæredygtig udnyttelse af naturgrundlaget”. Forløbet er bygget op omkring Kattegatcentrets egen maritime nyttehave, samt Kattegatcentrets nyudviklede dilemmaspil – Vind på Havet.
Forløbet "Hvem ejer havet – Et fællesfagligt naturfagsforløb" for 7.-10. klasse tager udgangspunkt i begrebet multibrug, samt begreberne regenerativ fødevareproduktion og vedvarende energikilder på havet.
I en vekselvirkning mellem naturvidenskabelige metoder og æstetiske læreprocesser arbejder eleverne med at forstå fremtidens udfordringer på havet og får samtidig en indsigt i en fødevareproduktion, der kan bidrage positivt til løsningen på tre af tidens store kriser; fødevarekrisen, biodiversitetskrisen og klimakrisen.
Forløbet begynder med et æble og en lommekniv. Her præsenteres en simpel model, der igennem handling giver eleverne konkrete perspektiver på udfordringer og potentialer i havet.
Udenfor får eleverne mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være havbønder, når de præsenteres for en havhave, hvor der dyrkes blåmuslinger. Arbejdet i havhaven er autentisk og varierer efter årstiden, der foruden manuelt arbejde gør brug af naturvidenskabelige undersøgelser, der alt sammen bidrager til en forståelse for en regenerativ fødevareproduktion.
Med undervisningen fra klassen og de praktiske erfaringer fra havhaven i bagagen, skal vi sætte vores nye viden i perspektiv, når vi åbner op for en brætspilscafé og spiller dilemmaspillet, Vind på havet, der stiller skarpt på problematikkerne i havet. For hvem ejer havet, og kan man overhovedet gøre noget, der er godt for alle? Med simple virkemidler påtager eleverne sig forskellige roller og er nu aktive deltagere om at vinde kampen om pladsen på havet.
Forberedelse
Før I besøger Kattegatcentret anbefaler vi at se nedenstående explainer videoer omhandlende regenerative fødevarer og multiuse på havet.
Video: Hvad er regenerative fødevare?
Video: Hvordan dyrker man muslinger?
Video: Hvordan kombinerer man energi- og fødevareproduktion på havet?
Formål
- At forstå temaets overordnede, og til tider komplekse, problematikker gennem simpel modellering
- At tilegne sig viden om regenerative fødevarer vha. naturvidenskabelige metoder og æstetiske læreprocesser
- At kunne diskutere samfunds- og naturfaglige problemstillinger med faglige konkrete termer såsom multibrug, regenerative fødevarer, vedvarende energikilder, biodiversitet, økosystemer, m.fl.
- Være i stand til at kunne perspektivere mellem fødevareproduktionen på land og på havet.
Praktisk information
Se flere detaljer
Prisen for dette forløb er 1500 kr., samt 65 kr. pr. elev/lærer.
Tilmelding
Prisen for dette forløb er 1500 kr., samt 65 kr. pr. elev/lærer.








