På opdagelse i hele verden
Beskrivelse
Børnene går sammen med formidleren på opdagelse i Væksthusenes fire klimazoner. Undervejs mærker de på egen krop, hvordan temperaturen og fugtigheden ændrer sig. I Middelhavshuset dufter vi til krydderurter, i ørkenen kigger vi på, hvordan planter kan forsvare sig og i bjergskoven lytter vil til dyrene og finder ud af, hvor kaffen gror. I Tropehuset skal vi tælle sommerfuglene, imens vi får varmen i tårnet. Og til sidst finder vi ud af, hvor mange børn der skal stilles oven på hinanden for at nå helt op til toppen af den højeste palme.
Forberedelse
Før jeres besøg kan I arbejde med emner som naturen og sanserne.
Børnene må meget gerne være nysgerrige og stille spørgsmål undervejs. Måske har I endda forberedt nogle spørgsmål hjemmefra. På den måde aktiveres børnenes nysgerrighed, inden I kommer på besøg.
Efterbehandling
Efter jeres besøg kan I følge op, når I kommer hjem igen.
Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål til børnene:
- Hvad var det sjoveste/sejeste/mærkeligste, I oplevede?
- Hvordan kan vi bruge det, vi har lært?
- Hvad undrer I jer stadig over? Hvilke nye spørgsmål har I mon fået, som vi kan undersøge?
Børnene kan arbejde med disse spørgsmål på mange forskellige måder. For eksempel:
- Med en sanseleg.
- Gennem tegninger eller andre kreative produkter.
- I en historie om deres dag.
Formål
- Børnenes bliver mere opmærksomme på planternes former og farver, og de får brugt alle deres sanser.
- Børnene får en begyndende forståelse for, hvorfor planterne ser ud, som de gør.
- Børnene får kendskab til nye ord og begreber om naturen.