Valkyrien flyver igen

Valkyrie Rán, ARos, 2020.

Af ARoS - 10.03.2020

Mangler du et godt emne til fortolkning? Eller fremstilling? En kreativ og inspirerende oplevelse til at pirre fantasien? Måske har I fokus på håndværkstraditioner? Eller arbejder med visuel fremstilling? Valkyrien flyver på ARoS - kig ind og flyv med!

Valkyrie Rán, Portugisiske Joana Vasconcelos’ gigantiske tekstilinstallation, flyver igen igennem det åbne areal på ARoS. Et gigantisk væsen. Et farverigt værk, der bugter sig ud og ind på tværs af alle museets etager. Et inspirationskatalog på én gang.

Brug Valkyrie Rán som inspiration til jeres skriveøvelser, som case for oplæg eller måske som case for analyse. Mulighederne er mange

Med Valkyrie Rán har Joana Vasconcelos skabt ”Nordens Valkyrie”, som ikke kun er idéen om kvindelig skønhed og styrke. Det er også fortællingen om den kollektive proces og skabelsen af værket i kunstnerens studio, som er bemandet af 50 fuldtidsansatte eksperter (blandt andet arkitekter, smede og syersker). Håndværkstraditioner, som er tæt på at gå tabt og blive glemt, tages frem igen og hyldes i Valkyrie Rán, der bliver et billede på en langsommelighed, som står i skærende kontrast til nutidens maskinelle fremstillinger.

Værket blev vist første gang i 2016 i forbindelse med udstillingen Textures of Life. Værket blev sidenhen erhvervet til ARoS’ samling ved hjælp af donationer fra Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet.
Tekstilerne til værket er doneret af Kvadrat.

Gratis for elever i grundskole og ungdomsuddannelser i følge med lærere.

Yderligere information
Valkyrien som figur har i flere hundrede år eksisteret i billedkunsten, musikken og litteraturen. I den Nordiske mytologi var valkyrierne en gruppe af kvindelige magter, som blev sat i forbindelse med krig og død. Gudinderne fløj over slagmarkerne og udpegede de modigste og de stærkeste krigere. På den måde bestemte valkyrierne mændenes skæbne, fordi de udpegede, hvilke krigere der skulle overleve, og hvilke krigere der skulle falde i kamp.