Vær med til at skabe Børnenes Klimamøde 2021!

Af Klimatorium - 05.03.2021

Tilmeld din klasse til Børnenes Klimamøde 2021. Et kombineret undervisningsforløb og digital live-event, der bringer klima, innovation og samskabelse lige ind i jeres klasselokale!

Klimaløsninger, samskabelse og innovation. Det er nøgleordene for Børnenes Klimamøde 2021, hvor du og dine elever i 4. eller 5. klasse er inviteret med til at skabe en klimafest fuld af nye ideer og løsninger.

I år afholder det nye klimacenter Klimatorium i Lemvig klimamødet fredag den 20. august, men allerede fra 1. april kan I begynde forberedelserne i klassen. Til Børnenes Klimamøde 2021 har vi nemlig sammensat et fleksibelt forløb, så du som lærer kan passe det bedst muligt ind i din årsplan. Forløbet vil besvare spørgsmål som: Hvad er klima og klimaforandringer? Hvordan kan vi mindske forandringerne – og leve med dem? Og hvordan får vi gode ideer til fremtidens klimaløsninger?

Vi tilbyder jer tre moduler, som I kan vælge til og fra.  Årets udgave af Børnenes Klimamøde, og undervisningsmaterialerne, der hører til, er nemlig en ægte tretrins-raket, hvor eleverne først bliver præsenterer for ny viden, som de skal arbejde med. Dernæst skal er arbejde med deres egne løsninger ud fra den viden, de har tilegnet sig og til sidst samler vi alle elevernes løsninger til finalen på Børnenes Klimamøde.

I Modul 1 bliver eleverne klædt på til at forstå, hvad klima og klimaforandringer er, og hvordan de påvirker vores klode – og hvilke problemer som opstår af klimaforandringer.

Modul 2 fokuserer på klimaløsninger og med udgangspunkt i den viden som elever har fra modul 1 bliver de præsenteret løsninger, der faktisk gør en forskel, både i forhold til at håndtere de klimaforandringer, der sker, og mindske deres omfang.

I Modul 3 skal eleverne arbejde med deres egne løsninger i en samskabelsesproces med udgangspunkt i viden og indsigt fra modul 1 og 2. 

Du vil som lærer blive guidet igennem dette modul, der bygger på en række øvelser og metoder til at få og udvikle ideer. Det er her, eleverne skal bygge selv, og også lave en præsentationsvideo af deres løsning.

Alt materiale er tilgængeligt fra 1. april. Læse mere om forløbet i den vedhæftede invitation.