Unge talenter med i Operaen 'Intet'

21.06.2016

I søndags og igen i morgen holder Den Jyske Opera 'TalentU-audition' for en række unge talenter. 25-30 drenge og piger udvælges til at være med i operaen 'Intet' som spiller i februar. Der er stadig billetter til skoleforestillingen den 7. februar 2017.

Projektet TalentU er Den Jyske Operas talentudvikling for unge i alderen 15-22 år. Den Jyske Opera vil gennem et 3-årigt nyskabende talentprojekt stimulere unges interesse for klassisk musik og opera og udvikle unge talenter. Projektet er enestående af sin karakter dels gennem den 3-årige tidshorisont og dels på grund af vekselvirkningen mellem praktisk træning i et professionelt miljø og medvirken i Den Jyske Operas operaforestillinger.

Forløbet er desuden gratis for de unge, muliggjort af støtte fra Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond.
Den Jyske Opera tror på, at vi kan udvikle den danske talentmasse og styrke fødekæden i det danske klassiske musikmiljø.

TalentU optager årligt 25-30 unge i alderen 15-22 år. Det er gratis og undervisning foregår i et professionelt miljø og med medvirken i professionelle opsætninger på Den Jyske Opera.