TATOVERING

Beskrivelse

Svidende filterløs kvindelig ungdom

TATOVERING er en forestilling, der er lige så personlig, som den er global, og lige så in-your-face, som den er sårbar. Imens en kvinde i 20’erne forsøger at tage afsked med den far, som hun aldrig har kendt, trevler hun sin rå ungdom op – så man kan lugte kartoffelmosen fra Kentucky Fried Chicken og høre ekkoet af de afdøde amerikanske rappere til morgenfesterne – lige der hvor der tales 20 forskellige sprog i opgangene, men få taler ét flydende.

Rablende rund-down
Det er absurd og morsom feminin selvjustits fra blokken, da hun hævngerrigt ydmyger sin meget ældre butikschef, fordi han lægger an på hende og veninden. Men det er også livsændrende alvor, når en af drengene drager i krig i Afghanistan og kommer tilbage i en kiste.

Dramatiker/instruktør Anna Malzer siger:
- Jeg er selv vokset op i et miljø, hvor jeg i min ungdom oplevede en række dødsfald blandt unge mænd omkring mig. TATOVERING er selvfølgelig fiktion, men temaet er både personligt og politisk for mig som dramatiker.

- Jeg skrev teksten lige efter min egen far også døde for tidligt. Den handler ikke om ham specifikt, men historien strømmede ud af mig, og derfor emmer den nok af et slags kontroltab, en rablen der nogle steder er vrøvlende og nogle steder knivskarp – en tone som jeg ikke var kommet til, hvis jeg ikke stod midt i en krise.

"Anna Malzer har endnu engang vist, at hun er dansk scenekunsts power-woman no. 1. Jeg vil anbefale alle at tage ind og opleve denne øjenåbner af en forestilling. Malzer giver stemme til historierne fra de unge, der ikke er vokset op i pæne villakvarterer, men i falmede, grå sociale boligbyggerier. Det er så befriende at træde ind i et teaterrum, hvor der gives plads til netop de historier." (Ungt Teaterblod)

Mungo Parks teaterdirektør Anna Malzer vandt i 2019 en Talentpris til Årets Reumert for sin dramatikerdebut 16:29.

OBS! Der anvendes stroboskoplys og kraftig røg i forestillingen. Røgen er vandbaseret og ufarlig.

Formål

Som publikum hos Teater Katapult er man i dén grad i stue med det der sker på scenen – og med de forestillinger, vi præsenterer, er der stor chance for at sparke debatter i gang og at vække eftertanke hos både studerende og undervisere. Som Teater Katapults slaglinje lyder: Slå autopiloten fra!

Teater Katapult præsenterer samfundsrelevante og tankevækkende teaterforestillinger – både egne produktioner og andre danske og internationale gæstespil – altid med fortællingen, nærheden og ægtheden som omdrejningspunkt. Med et besøg hos Teater Katapult lagt ind i undervisningen kan I sammen med os være med til at behandle tematikker fra den verden, der omgiver os.

 

Sted
Teater Katapult
Skovgaardsgade 3-5, Godsbanen
8000 Aarhus C
Tilmelding
Tilmelding
Tlf.nr. 86 20 26 99
Tilmeldingsfrist
31.03.2022