I vikingernes fodspor – Byvandring

Beskrivelse

AarhusGuiderne har en plan. Vi skal have fat i sporene af den gamle vikingeby i det indre Aarhus, selv om de i dag er godt skjulte og ukendte for mange, selv indfødte aarhusianere. Det bliver stort – og du skal være med!

Vi skal bruge: en bjælke fra en gammel brønd, en kælder under en aarhusiansk bank, et krucifiks i en skjult kryptkirke og et par skilte med gadenavne.

Undervejs finder vi svarene på en masse spørgsmål om vikingerne og vikingernes Aarhus, f.eks.: 

  • Hvornår kom vikingerne hertil, hvem var de, og hvorfor slog de sig ned her? 
  • Hvor langt kom de omkring på deres togter, hvad levede de af – og var der horn på deres hjelme? 
  • Var Harald Blåtands tand virkelig blå, og hvad betød han for byen og landet?
  • Hvordan sendte vikingerne sms'er, når mobiltelefonen først blev opfundet mere end 1.000 år senere?
  • Hvor stor var vikingebyen, hvor mange mennesker boede der, og hvorfor hed den Aros og ikke Aarhus som i dag? 

NB. Turen kan efter ønske - foruden på dansk - gennemføres på engelsk eller tysk.

Formål

  • at give eleverne et indblik i, hvordan Aarhus opstod som vikingeby, og give dem et indtryk af dagliglivet i en tidlig og spændende epoke af byens og landets historie.
  • at give eleverne kendskab til skiftet fra troen på og dyrkelsen af de nordiske guder til kristendommen, som fandt sted i Harald Blåtands regeringstid. 
  • at give eleverne indsigt i byens udvikling fra vikingetidens Aros frem mod den moderne storby Aarhus.
  • at give eleverne et perspektiv på det demokrati, vi kender og tager som en selvfølge i dag, ved at sammenligne med vikingetidens ustabile magtforhold og – i korte træk – opridse senere tiders politiske forandringer i takt med forskellige samfundsklassers op- og nedture.
Sted
Aarhus Domkirke
Store Torv
8000 Aarhus C

Mødested: Foran hovedindgangen til Domkirken.