Træd indenfor... i et BIG band!

Indskolingskoncerter: Træd indenfor... i et BIG band! med Aarhus Jazz Orchestra

Af Aarhus Jazz Orchestra - 22.08.2022

Aarhus Jazz Orchestra inviterer igen indskolingsklasser fra Aarhus Kommune til en anderledes koncertoplevelse, hvor eleverne får mulighed for at komme helt tæt på musikken.

Aarhus Jazz Orchestra inviterer indenfor i maskinrummet, hvor børn i 0.-3. klasse kan få lov at opleve instrumenter og musikere på tæt hold. Hvordan mærkes det i maven, når en tenorsaxofon spiller et Bb? Hvordan lugter en trommeslager efter en jazzsolo? Det finder børnene måske ud af til denne særlige koncert.

Træd indenfor... i et BIG Band! er en oplevelseskoncert for indskolingselever, der giver eleverne en unik oplevelse med bigband-musikken. I løbet af koncerten får eleverne mulighed for at danse og bevæge sig, de kan stille spørgsmål til musikerne, og de får lov selv at prøve kræfter med musikken. Med Thomas Ousager i spidsen bliver eleverne introduceret til den forunderlige verden af bigband-musik og bigband-formatets mange instrumenter.

Koncerterne finder sted d. 22.-25. november kl. 10.00 & 12.00 på spillestedet Turkis i Aarhus. Der er et begrænset antal pladser til koncerterne, som fordeles efter først til mølle-princippet.

Klik på linket for at se, hvordan du tilmelder din skoleklasse til et brag af en koncert!