Skolekoncerter med Aarhus Jazz Orchestra i 2021

Af Aarhus Jazz Orchestra - 08.06.2020

Aarhus Jazz Orchestra udbyder endnu engang de populære Skolekoncerter i foråret 2021 for elever i 3.-5. klasse. Tilmeld dine 3.-5. klasser senest 26. juni 2020.

Når det 19 mand store Aarhus Jazz Orchestra afholder skolekoncerter, er der oftest flere hundrede børn fra 3.-5. klasse med på scenen. Både børn, publikum og orkester får en fantastisk oplevelse, og børnene inddrages i en vidunderlig verden af jazz, latin, funk og blues. I de vante rammer får de muligheden for at udforske musikken, styrke fællesskabet og skabe noget stort i samarbejde med deres kammerater og med professionelle musikere. i 2021 finder Skolekoncerterne sted i uge 15 og 16.

Forløbet er for alle 3., 4. og 5. klasser på skolen, der alle arbejder med en række sange i musikundervisningen, som de optræder med på en stor, fælles koncertdag med fuldt bigband. Sangene er skrevet specielt til aldersgruppen, så de får den bedst mulige oplevelse med at arbejde med musikken. Skriv til os inden 26. juni, så du og dine elever får chancen for at få en anderledes og nærværende oplevelse med den rytmiske musik, og for at skabe en stor koncertoplevelse på tværs af tre årgange sammen med professionelle musikere.

Yderligere information
Tilmelding sker pr. mail senest 26. juni 2020 (klik på linket for at se procedure for tilmelding). Senest torsdag den 2. juli 2020 får du besked, om din skole er med i Skolekoncert-forløbet 2021.