Skoleforestilling: Et juleeventyr

Årets store skoleforestilling: Et juleeventyr

Af Aarhus Teater - 02.03.2020

Årets store skoleforestilling op til jul bliver Charles Dickens´ fantastiske klassiker ET JULEEVENTYR. Vi åbner allerede nu for billetsalget til skoleforestillingerne!

Du kan allerede nu se frem til et fremragende undervisningsmateriale med målrettede øvelser, læringsredskaber og inspiration til arbejdet med forestillingen til lige præcis din klasse (yderligere information følger).

Kort om ET JULEEVENTYR: mulighederne ligger der, hvis man byder sig til i fællesskabet
Historien handler om Ebenezer Scrooge, som er en gnaven forretningsmand, der kun tænker på at tjene penge og ikke har meget til overs for sine medmennesker - og særligt ikke i julen, som han anser for noget pjat. En nat får Scrooge besøg af sin gamle kompagnon, Marley, som fortæller at han natten til juledag vil få besøg af Fortidens ånd, Nutidens ånd og Fremtidens ånd. Alle ånderne viser Scrooge sit liv, og hvilke konsekvenser det har, når man lukker sig om sig selv i stedet for at åbne sig mod verden.

På engelsk hedder klassiskeren "A Christmas Carol", som er det engelske begreb for julesange. Derfor bliver årets familieforestilling også fyldt med musik og sange komponeret af Marie Højlund, som i øjeblikket spiller med i Lyden af de skuldre vi står på på Store Scene på Aarhus Teater.

Det kreative hold bag Et juleeventyr bliver samme gode mennesker som stod bag successen Den uendelige historie - årets familieforestilling på Aarhus Teater i sæson 2018/2019.

 

Yderligere information
Du skal reservere dine billetter til skoleforestillingerne online. OBS: Selve faktureringen sker først primo september. Vær opmærksom på, at vi placerer din gruppe automatisk på de bedst mulige pladser.