Skoleelever i international forestilling

05.09.2016

Kirana er en international musikdramatisk forestilling, som sætter børn på scenen (5. og 6. årgang på Engdalskolen) med et hold professionelle kunstnere fra Malta.

Kirana er en international musikdramatisk forestilling, som sætter børn på scenen (her 5. og 6. årgang på Engdalskolen) med et hold professionelle kunstnere fra Malta. Urgamle skabelsesmyter fra Kina, Indien og Mesopotamien samles i digtet om Kirana, en fortælling om hvordan alt skabtes af et æg, og hvordan de fire elementer opstod af stjernerne og lyset.

Komponisten Ruben Zahra, der er uddannet i Rom og USA under ingen mindre end filmmusikkens mester Ennio Morricone, har igennem nogle år bragt sin forestilling rundt i en lang række lande, og hvert sted har forestillingen fået et nyt og unikt udtryk.

Kunstnerne arbejder en uge sammen med de børn, der deltager i projektet, og børnenes egne bud på visuelle udtryk inkorporeres direkte i projektion, skyggespil og koreografi.

Forud for forestillingen på Bora Bora ligger flere måneders arbejde på Engdalskolen, hvor kunstnere tilknyttet World Music Centre på Aarhus Musikskole forbereder børnene til den intensive uge sammen med Ruben Zahra og pianisten Tricia Dawn. Samtidig med at 5. klasserne arbejder med koreografi og musik, skaber 6. klasserne i Billedkunst kollager, figurer og billeder, der inddrages i animation og skyggespil. Digitale animatorer arbejder på Malta med børnenes materialer og skaber projektioner til forestillingen på Bora Bora.

Musikken, der ledsager de mange visuelle udtryk, er moderne kompositionsmusik, for klaver og slagtøj, men man oplever også vand og glas som instrumenter, ligesom stemmen er inkluderet som udtryksfuldt instrument.

Forestillingen præsenteres i et samarbejde mellem GrowOP! (et partnerskab bestående af Den Jyske Opera, Børnekulturhuset, Operaen i Midten og Figura Ensemble) og Aarhus Musikskole. Kirana er det sidste af en række startskud frem mod GrowOP! festival 2017 – en international operafestival for børn og unge, der finder sted i november 2017, som et af de strategiske projekter i Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Yderligere information