Gratis

At lære at være - et musisk trivselsforløb

To børn i en båd

Beskrivelse

At lære at være er et trivselsforløb, der skal fremme fællesskab, sammenhold og gensidig forståelse og omsorg i klassen. Med den magiske fortælling Flaskepost til fremtiden som ramme og med musikken som fælles og inkluderende sprog, undersøger vi i fællesskab, hvad det vil sige at forstå egne og andres følelser og at hjælpe hinanden.

Forløbet folder sig ud omkring den magiske fortællingen Flaskepost til fremtiden om to børn, der sidder på isen på et endeløst hav. De har glemt alting, - både hvor de kommer fra og endda hvad de hedder. Derfor sender de en flaskepost med et råb om hjælp. Vi samler flaskeposten op og begiver os ud på en fælles mission om at hjælpe de to børn og forstå, hvad de har brug for.

I forløbet vil indgå sange og danse til folkemusik fra hele verden og eleverne vil bruge krop, stemme og musik til at skabe fortællingsrejsen sammen med Musikskolens undervisere. Underviserne medbringer billeder, scenografiske elementer og rekvisitter, samt forskellige instrumenter fra hele verden, som er nemme for eleverne at spille på, og som kan være med til at understøtte fortællingens temaer og give stemme til de enkelte karakterer.

Alle tilmeldte klasser gennemgår hver for sig det samme forløb og lærer de samme sange og danse. På den måde styrker forløbet, ikke bare fællesskabet i den enkelte klasse, men også på tværs af klasserne.

Aktiviteter

Forløbet ledes af to undervisere fra Aarhus Musikskole, der én gang om ugen i fem uger besøger jeres skole, med en ny og fortløbende del af fortællingen. Hver af skolens tilmeldte klasser modtager hver en lektion á 45 min. pr. uge. (OBS! Vi gennemfører femugers forløb på jeres skole, når minimum tre-fire klasser tilmelder sig forløbet samme ugedag). 

I forløbet tilbyder vi eleverne forskellige og varierede tilgange, så alle har mulighed for at være med. Underviserne tage udgangspunkt i en rundkreds og arbejder med at skabe en variation i forløbet over de fem uger. Eleverne vil derfor præsenteres for et skifte i mellem oplevelse og medskaben og mellem fysisk bevægelse, mimik, remser og sange. Eleverne inddrages også i at skabe stemninger til fortællingens dele, ved at give dem mulighed for at lytte til, men også spille på forskellige instrumenter fra hele verden.

Vi møder forundringsuniverser og forskellige følelsestematikker, og sådan undersøger vi i fællesskab det, at kunne forstå og håndtere forskellige følelser; at finde mod og viljestyrke til at sætte grænser, at træffe vigtige valg og at hjælpe og støtte hinanden, - også når livet er svært.

 

Forberedelse

Et femugers-forløb afvikles, når tre klasser tilmelder sig den samme ugedag. Du og dine kolleger skal derfor begynde med at koordinere, hvilken ugedag i de fem uger, hvor I ønsker besøg fra Musikskolens undervisere. Hver lektion kræver 10 minutters forberedelse af instrumenter og rekvisitter i klasselokalet inden undervisningen, og vi tager gerne en dialog med jer om, hvordan vi imødekommer det i jeres skema. Har skolen et ekstra lokale, kan vi afvikle formiddagen i samme lokale.  

Vælger I f.eks. en tirsdag, kunne vores underviseres skema eksempelvis se sådan ud:   

Eks. Tirsdage ml. kl. 08.00-12.00:

     
Kl. 08.15- 09.00 0.a       
kl. 09.10 - 09.55 0.b    
kl. 10.20 - 11.05 1.a     

+ evt. kl. 11.10 - 11.45 Specialklasse/Modtagerklasse  

Tryk på den dato i tilmeldingen, som skal være de første lektioner på skolen.

De to undervisere fra Aarhus Musikskole har en dobbeltrolle som gæst og vært. Lærernes rolle er at give følgeskab til musikpædagogerne gennem egen deltagelse og at understøtte børnenes deltagelsesmuligheder. 
Vi anbefaler at I fra skolens side har to lærere/pædagoger med i undervisningen, da Flaskepost-forløbet er en blanding af både forestilling, undervisning og følsomme refleksioner, som kræver at klassen er støttet af flere hænder.   

Formål

Målet med forløbet er:

  • At inddrage eleverne i, hvordan vi i fælleskab kan hjælpe andre, forstå følelser og løse opgaver sammen 
  • At give eleverne mulighed for at være samskabende i en musikalsk aktivitet 
  • At give eleverne mulighed for at udtrykke sig gennem dans og musik fra hele verden og i mange forskellige musikalske genrer og stilarter 

Forløbet understøtter særligt områderne:

  • Engagement og fællesskab 
  • Kreative udtryksformer 
  • Krop og bevægelse 
  • Sproglig udvikling 
  • Kulturelle udtryksformer og værdier 
Sted

På jeres skole. 

Undervisningsmateriale

Klassen får sin egen flaskepost, samt et hæfte med inspiration til aktiviteter i forlængelse af forløbet eller i mellem lektionerne og til videre bearbejdning af fortællingens temaer.

I kan også finde sange, noder, akkompagnementer og anden inspiration på hjemmesiden flaskeposttilfremtiden.dk

 

Tilmelding

Klik på den dato, som du ønsker som første mødegang i jeres 5-ugers forløb.

Tilmelding