Den lille Spejderuge

11.08.2021

Den lille spejderuge er et sjovt og gratis tilbud til børnehaveklasser, hvor man får mulighed for at udforske naturen med spejderaktiviteter i fem dage. Alle får tilsendt udstyr og inspiration til et program, man kan følge.

Den lille spejderuge er en uge for børnehaveklasser, som ligger hvert år i uge 36. I fem dage skal lærere og elever udforske spejderlivet med oplevelser i det fri og derigennem styrke fællesskabet.

Hver klasse vil modtage en spændende krible-krable rygsæk, som indeholder udstyr til ugens aktiviteter. Herudover får eleverne spejdertørklæder og en spejderbog med sjove opgaver.

Bag projektet står De Grønne Pigespejdere, og de inviterer jeres børnehaveklasser til at være med.

For dobbelt så mange børn får nu muligheden for at danne fællesskaber i naturen i uge 36 og herved få en god start på skoletiden og i børnehaveklassen. Nu åbnes for nye tilmeldinger. Dermed bliver det muligt for hele 400 børnehaveklasser at være med. Det sker på baggrund af en bevilling fra Trygfonden på 417.500 kr.