Tillykke til teaterkontaktlærerne!!

fra forestillingen Rejsen på Teater Refleksion

05.02.2021

Prisen "Årets Applaus" går i år til teaterkontaktlærerne rundt omkring på de århusianske skoler.

Stiften.dk skriver:

Applaus til teaterkontaktlærerne

Mens det er publikum, som afgør hvem der bliver "Årets Forestilling", er det en jury, der uddeler skulderklappet "Årets Applaus".

Prisen gives til en person eller organisation, der på særlig vis beriger det århusianske scenekunstmiljø, og den går i år til teaterkontaktlærerne rundt omkring på de århusianske skoler.

Som juryen skriver i sin motivering: "I år går prisen til teaterkontaktlærerne; alle de ildsjæle på de århusianske skoler, der år efter år knokler for, at eleverne får set noget teater."

Det er de enkelte skoler, som selv bestemmer, hvad skoleeleverne kan se af teater. Det kan være turnéteater, der spilles på skolen, eller en af forestillingerne på byens faste scener.

"Årets Applaus" er en anerkendelse af alle kommunens dedikerede teaterkontaktlærere - med stor tak for det, de gør for scenekunsten i Aarhus, lyder det fra juryen

Skulderklap
Lærer Hanne Marie Guldsmed Foldberg fra Risskov Skole er en af de mange teaterkontaktlærere i Aarhus, som med prisen får et skulderklap for deres arbejde.

- Det, teater kan i forhold til at gå i biografen, er, at det er levende mennesker, som man interagerer med. Det sker her og nu. Det er en helt speciel oplevelse at få lov til at bringe teateret ind på skolen til børnene, men også at sende dem ud i byen og se en forestilling, siger Hanne Marie Guldsmed Foldberg, der fortæller at det seneste år har budt på nogle særlige vilkår for at få teater ud på skolen.

Hun synes, det er spændende, at vise byens mangfoldige teaterliv til børnene.

- Det er fedt at få noget andet ind i undervisningen, fordi teater peger på tingene på andre måder, forklarer Hanne Marie Guldsmed Foldberg, der som teaterkontaktlærer prøver at udvælge forestillinger, som rammer elevernes verden. Og det er ikke svært for der er mange fantastiske forestillinger at vælge mellem i en by som Aarhus, siger hun.

Posten som teaterkontaktlærer indebærer en del praktisk arbejde. Der skal arrangeres ture eller bookes lokaler, hvis forestillingen skal besøge skolen. Men hendes egen glæde ved teater spiller også en stor rolle.

- Jeg synes, teater er noget af det mest fantastiske, man kan opleve. Der er børn, hvor mødet med teatret i skolen sker første gang, så det er også vigtigt, at de får det med i pakken. Der er noget demokratisk dannelse i det, at det er lige for alle at komme i teatret, mens de er børn, og at de gennem et skoleliv kommer til at møde flere forskellige forestillinger både på skolen og ude i byen, siger Hanne Marie Guldsmed Foldberg."

Yderligere information