Værs’go’ – spis din larve!

28.10.2017

Nyt undervisningstilbud på Naturskolen i Mårslet udfordrer folkeskoleelevers smagsløg og forståelse af fødevareproduktion.

Hvad skal vi leve af i fremtiden? Sådan lyder det centrale spørgsmål i et nyt undervisningstilbud fra Naturskolen i Mårslet syd for Aarhus, hvor elever fra folkeskolen nu kan blive klogere på fødevareproduktion – og prøvesmage alternative proteinkilder. De allerførste elever til at prøve det nye undervisningsforløb ”Det kribler i køleskabet” var 7.D fra Engdalskolen i Brabrand.

Vigtig debat og sjov læring
Biolog og underviser på Naturskolen, Anne-Marie Thomassen, har tilrettelagt det nye undervisningsforløb for at sætte gang i den debat om miljøhensyn og ressourceforbrug, som hun mener er højaktuel og nødvendig:

- Vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og produktionen af traditionelle fødevarer som oksekød, flæskestege og kyllingebryster belaster miljø og klima. Hvis vi skal blive ved at lave nok mad til alle – og hvis vi samtidig gerne vil værne om ressourcerne – så skal vi altså til at kigge i nye retninger, siger Anne-Marie Thomassen, der krydrer den lidt tunge debat med opskrifter på sprøde melorme og græshopper med soya og sesamfrø.

- Det fede ved Naturskolen er, at vi kan gøre et emne som fremtidens fødevareproduktion helt jordnært ved at lade eleverne tilberede græshopper i en wok. Det er en sjov måde at lære på – både for dem og for mig.

I de kommende seks uger kommer yderlige seks folkeskoleklasser til Naturskolen for at prøve ”Det kribler i køleskabet.”

Yderligere information