Herskab og tjenestefolk

Beskrivelse

En formidler udklædt som tjenesteperson tager imod eleverne, der præsenteres for forskellige livsfortællinger og kulturelle fællesskaber igennem tjenestefolkenes historier. Vi taler om, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, og hvad der er lige og ulige og begynder med et rollespil. Igennem blandt andet udklædning, skaber eleverne deres egen tjenesteperson, og udtrykker sig igennem kreative og skriftlige øvelser i deres egen skudsmålsbog. De skal også pakke en kuffert, så de er klar til at flytte ind på herregården og herigennem forholde sig empatisk til historiske personers valg og livsvilkår. Vi bruger stedvist mobiltelefoner i undervisningen, hvis det er muligt, så medbring gerne telefoner.

Vi slutter før pausen med et spil lydbingo, hvor eleverne skal høre godt efter, når tjenestepigen Anna Hoppe erindrer sin tid på Gammel Estrup.

Efterfølgende skal eleverne med udgangspunkt i museets samling udforske begreberne herskab og tjenestefolk. Eleverne prøver undervejs kræfter med livet på herregården omkring år 1900, og lærer om forskellige samfundsgruppers dagligdag og livsverden igennem fysiske og sanselige aktiviteter, der også gør brug af teambuilding.

Eleverne introduceres på vejen rundt i udstillingen for forskellige perioders lovgivning og kildemateriale og lærer herigennem om forskellige samfundsgrupper og deres vilkår igennem historien. Vi taler om hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, og hvad der er lige og ulige. 
Vi slutter altid med en afrunding og med at sige tak for en dejlig dag.

Forberedelse

Der udleveres relevant materiale ved tilmelding.

Efterbehandling

Der udleveres relevant materiale ved tilmelding.

Formål

  • At udforske historien og livet på en herregård for samfundets rige adelsmænd og kvinder igennem øjnene på nogle af de fattigste, nemlig tjenestefolkene.
  • At undersøge museets samling og præsenterer skriftlige og ikke skriftlige kilder, samt nogle af de problemstillinger der knytter sig til lighed og ulighed -og demokratiets udvikling fra grundloven til i dag.
  • At eleverne skal forholde sig til kildematerialet samt kommunikere og perspektivere i forhold til de historiske fortællinger om herregårdens tjenestefolk.

 

Sted
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
Randersvej 2
8963 Auning
Tilmelding

Ring eller skriv, så kan vi i fællesskab planlægge jeres museumsbesøg.

Tilmelding
Tlf.nr. 87950707