Gæstelærer tager jer en tur til Cambodia

29.01.2017

Nu kan de mindste elever komme med på en sanse-rejse til Cambodia på sporet af turistelefanten Sombo, der måtte gå så grueligt meget igennem. Bring temaer som levevilkår, dyrevelfærd og bæredygtighed i børnhøjde med et besøg af to engagerede formidlere fra MUNDU - center for global dannelse, der står bag det filmbaserede undervisningsmateriale Sombos Cambodia.

Gæstelærerforløbet relaterer til undervisningsmaterialet Sombos Cambodia, som tager udgangspunkt i en film om elefanten Sombo, hvis historie er tæt sammenvævet med Cambodias historie.

Sombo voksede op som arbejdselefant. Under Pol Pot blev hun skilt fra sin ejer, men de blev mirakuløst genforenet efter regimets fald. Siden kom de til hovedstaden, hvor Sombo i 32 år forsørgede sin ejer ved at give rideture til turister. Storbyelefanten blev Phnom Penhs højtelskede maskot - men hun blev også slidt op, og for nyligt pensioneret.

I filmen rejser Eva til Cambodia for at finde ud af, hvor Sombo er nu. På hendes rundrejse møder hun forskellige mennesker og miljøer og får et indtryk af tilværelsen i Cambodia. Dette indblik i Cambodias hverdagsliv vil hun gerne dele med eleverne, når hun kommer på besøg sammen med Jeanette, der har optaget filmen.

Vi vil vise filmen, snakke og quizze med eleverne om temaer som levevilkår, dyrevelfærd og bæredygtighed i børnehøjde.

Vi medbringer også en kuffert med ting og sager, som vi har samlet på vores rejse rundt i Cambodia.

Yderligere information