KREATIV PERFORMANCE WORKSHOP

05.01.2016

Vi inviterer 5. – 10. klasse til at deltage i en to dages workshop med billedkunstnerne Charlotte Bergmann Johansen og Emelia Park. Der vil være fokus på performance, skulptur, bevægelse og interaktion med det offentlige rum.

Workshoppen tager udgangspunkt i udstillingen ”Ballroom” af Charlotte Bergmann Johansen.

Udstillingen er en historie om afretning og tilpasning, som de fleste vil kunne genkende, uanset om de har gået til dans eller ej, og som stadig er aktuelt. Workshoppen giver eleverne to alternative skoledage, hvor de gennem samarbejde og indlevelse er med til at skabe et levende kunstværk, som de med egne kroppe bliver en del af.

Kunstnerne har syet en cirkel-lignende form af stof med bindebånd af stof og elastik, som kan bruges til at fastgøre genstande og andre stofformer til grundformen. Formen fremstår som et broget stykke patchwork. I workshoppen inviteres eleverne – drenge som piger - til at træde ind i formen, og de forvandles fra enkelt-individer til én stor bevægelig form.

Eleverne vil på førstedagen gennem øvelser og lege indtage formen og tilføre den nye former. På den måde vil grundformen med tiden blive udvidet og forandret. Den anden dag i workshoppen forlader vi museet og bevæger os ud i det offentlige rum. Eleverne bliver inddelt i grupper, der har forskellige roller: En gruppe er inde i formen, en gruppe guider diskret og sikkert formen rundt i byen, og en gruppe filmer seancen.

Tid og sted Kvindemuseet i uge 4 og 6 2016

Målgruppe 5. – 10. klasse

Varighed To workshopdage i uge 4 eller 6. Begge dage kl. 9-13, og dagene er i forlængelse af hinanden (fx man-tirs eller ons-tors eller tors-fre)

Pris Gratis - men tilmeldingen er bindende

Booking Skriv til skoletjenesten [at] kvindemuseet [dot] dk med ønske om dage og uge. Først-til-mølle-princippet gælder

Vil du vide mere? Skriv til skoletjenesten [at] kvindemuseet [dot] dk eller ring 25 45 45 11.