Børnedage i Musikhuset

28.10.2015

Arr. Børnekulissen m.fl. For de 2-6-årige. Vi markerer Børnekulissens 25 års fødselsdag med besøg af Børn og Unge-rådmanden Bünyamin Simsek tirsdag 17/11. Hele ugen vil der være gratis forestillinger og aktiviteter i Musikhuset foyer.

I forbindelse med Børnedagene vil vi uddele vores nyeste minibog De tre bukkebruse – og trolden. Minibøgerne er et initiativ Børnekulissen har taget for at nå ud til børnenes voksne. På den måde ønsker vi at forlænge og udvide udbyttet af den oplevelse børnene har haft sammen med os. Vi vil nemlig gerne tænke hele barnets hverdag ind i det vi laver.

Vi håber at se mange af jer til vores fødselsdagsfest i Musikhuset d. 17.-19. november.

Børnedage i Musikhuset har 5 forestillinger med billetbestilling. Bestilling billetter til disse forestillinger åbnes tirsdag 8/9. Forældre og bedsteforældre med børn er velkomne uden billetbestilling - vi finder en plads til jer, når I kommer.

Børnedage i Musikhuset er gratis og for børn i alderen 2 til 6 år.

 Åbne aktiviteter i Foyeren - alle tre dage kl. 9.30-11.30:
Tandplejens børneværksted

Gå på opdagelse i din egen mund med spejl og lys. Prøv Tandplejens rokketænder. Få en snak om tænder med Tandplejens medarbejdere. Mød også den smukke tandquiz-dronning Lonnie både tirsdag og torsdag.  Info på www.tandplejenaarhus.dk

Grøn Guide
Gå på opdagelse i affaldsposen. Hvad er smidt ud, hvor skal det hen? Kan I kende forskel på glas, metal, papir, pap og alt muligt andet affald? Hvor gør I af et gammelt batteri, som ikke duer længere? Kom og deltag i affaldssortering og hør hvad den magiske skraldespand har at sige. Vil I have et Grønt Håndtryk i jeres institution? Info på www.aarhus.dk

Naturhistorisk Museum: Kryb og gys
Tør du stikke hånden i et hajgab, kigge fugleedderkoppen dybt i øjnene, holde en hvæsende kakerlak eller mærke på musklerne hos en kongepyton? Hvis ikke, kan du mærke på fantastiske skind og kranier fra forskellige dyr eller gætte sjove genstande. Info: www.naturhistoriskmuseum.dk

Natursamarbejdet: Sanseoplevelser
Kan du bruge høre-, lugte-, smage- og følesansen til at gætte, hvilke dyr vi har på Natursamarbejdet? Tør du gøre det med bind for øjnene? Kom og prøv udfordringen. De af jer som ikke har lyst til at føle sig frem, kan få lov til at kigge på ægte bier, se et hønsekranie, røre flotte hanefjer og meget andet. Find os på www.aarhus.dk/natursamarbejdet

Center for Læring: Kom og leg
- med fortælletæppet, det digitale mikroskop eller det "underjordiske" kamera!! Center for Læring viser eksempler på forskellige pædagogiske it redskaber, som på en meningsfuld måde, kan indgå i daglig praksis!

Kostumer og sminkebod
Leg i de mange kostumer og benyt den selvbetjente sminkebod.

 

Forestillinger med tilmelding:
Tirsdag til torsdag Kl. 9.30 & 11
Foyer Syd - foran billetsalget
Aarhus Musikskole: Sangskattekisten
Smagsprøver på Sangskattekisten - et musikalsk sprogstimuleringsprojekt udviklet af Aarhus Musikskole.  Ca. 25 min. Se mere www.aarhusmusikskole.dk

Tirsdag til torsdag Kl. 10.00
Foyer Syd - foran billetsalget
Musikskolen Laura: SKRALLEBANG
Koncert med sang, leg, dans, bevægelse, grin og skøre rekvisitter. Ved Nana Bang Kirkegaard og Søren Jensen. Ca. 45 min. Se mere på www.musikskolenlaura.dk

Tirsdag kl. 9.45 - onsdag og torsdag kl. 10.15
2. Balkon - mødested: trappen ved billetsalget
Barkentins Teater: Indeni (2-4 år)
En forestilling om at kunne gennemskue hvad der er bag noget andet. Vi ser det vi ser, særdeles hvis vi ikke er så store, men tit er der noget bag. Det sker at ting ligner noget vi kender; men indeholder noget helt andet, og andre gange ser vi noget helt nyt, som indeholder noget gammelkendt. Det er fantastisk at tage denne ”rejse” med et medlevende publikum. En åben forestilling hvor der er plads til at publikum blander sig. Ca. 30 min. Se mere på www.barkentins-teater.dk

Tirsdag kl. 11.00 - onsdag og torsdag kl. 9.45 & 10.45
2. Balkon - mødested: trappen ved billetsalget
Børnekulissen: Kreativ bevægelse, leg og fantasi (3-6 år)
Vi finder vores arme, fødder, maver og knæ. Vi danser som aber, krokodiller, hoppebolde og rumraketter og vi tager med dansetoget ud på eventyr. Kom i løst tøj og strømpesokker og tag en vandflaske med. Ved Eva Damholt.

Tirsdag kl. 11.00 - onsdag og torsdag kl. 9.45 & 10.45
Cafescenen
Børnekulissens Hatteteater
Velkommen til et show med improvisation, en masse sjov og mange overraskelser. Det eneste på scenen er fantasifulde hatte og Børnekulissens historiefortæller Marianne Sørensen. Børn blandt publikum opfordres til at komme på scenen. Når de har valgt en hat, kan teatret begynde. Ca. 30 min. Se mere www.kulissen.dk
Børnedagene i Musikhuset er arrangeret af Børnekulissen i samarbejde med Tandplejen Aarhus, Grøn Guide, Musikskolen Laura, Aarhus Musikskole, Naturhistorisk Museum, Center for Læring, Natursamarbejdet og Musikhuset Aarhus.

Klik her for at bestille biletter og læse mere om arrangementet