Kvindemuseet fejrer Grundloven

02.03.2015

Kvindemuseet, udskoling og ungdomsuddannelserne. Gennem hele 2015 fejrer Kvindemuseet grundloven af 1915, som gav kvinder stemmeret.

Unge kvinders stemmer: 1915 – 2015 – 2115
Kvindemuseet, 7-9. klasse og ungdomsuddannelser.

Første del af fejringen er udstillingen Unge kvinders stemmer, hvor den generelle historie fortælles gennem tre unge kvinders liv. Omvisning i udstillingen veksler mellem oplæg og dialog. Eleverne kommer med på en rejse til en tid, hvor ligestilling ikke blev taget for givet, og hvor kønsroller ikke var noget man talte om. Slutteligt debatterer vi, hvorvidt vi har ligestilling og kønsroller i dag, hvad vi skal kæmpe for i fremtiden og skriver vores eget bidrag til udstillingen.

Omvisning varer en time. 

Gid, jeg var en mand! Om kønsroller og ligestilling dengang og i dag
Kvindemuseet, 7-9. klasse og ungdomsuddannelser.

Forløbet tager udgangspunkt i Mathilde Fibigers roman, Clara Raphael - 12 breve. Bogen, som udkom i 1850, fremsatte banebrydende tanker om kvindernes frigørelse og bliver i dag betragtet som kvindebevægelsens første manifest. Eleverne kommer til at beskæftige sig med tiden 1849/50-1915 med fokus på kønsroller, ligestilling og demokrati. De arbejder med tekstuddrag, billeder og artefakter fra tiden. Slutteligt perspektiveres til vores tid og vi diskuterer, hvorvidt vi har ligestilling i dag.  

Undervisningen varer en time og 30 min.

Se forløbet 'Gid, jeg var en mand'

BYRÅDSSPILLET
Kvindemuseet har til huse i byens gamle rådhus, og det er i den gamle byrådssal, eleverne skal forholde sig til et lovforslag fra 1932, hvor kommunalt ansatte kvinder, der indgik ægteskab, skulle kunne afskediges.

De skal argumentere for de holdninger, de hver især repræsentere i byrådet og til sidst skal der stemmes. Vi fører det op til i dag, ved at inddrage nutidige ligestillingsproblematikker, og eleverne får herigennem en fornemmelse af, hvordan demokrati og ligestilling ikke er naturgivent, men tværtimod noget der fortsat skal arbejdes for og passes på.

Spillet varer 1 – 1½ time.