Lærerkursus: Alice i Eventyrland

Lærerkursus: Alive i Eventyrland

Af Aarhus Teater - 24.06.2021

Aarhus Teater inviterer til et fagligt lærerarrangement 10. november 2021, som afsluttes med spisning og forpremiere på forestillingen ALICE I EVENTYRLAND!

Kom og få inspiration og konkrete værktøjer til at arbejde med Lewis Carrolls vidunderlige fortælling om ALICE I EVENTYRLAND.

ALICE I EVENTYRLAND inviterer dig med ind i et forunderlipgt univers, der udfordrer dine sanser og dit perspektiv på verden. Lewis Carrolls legende fortælling har i mere end 150 år hensat børn og voksne i åndeløs betagelse. Den er blevet fortolket i stribevis af bøger og på film, og nu ruller vi hele dens smittende galskab ud på Store Scene.

Måske kender du det, at andre gerne vil have dig til at være på en bestemt måde? Sådan er det for Alice. Men en dag falder hun ned i et kaninhul og ind i verden, hvor hun møder de særeste dyr og væsner: Den hvide kanin, den gale hattemager, hertuginden, hjerterdame, kålormen, syvsovermusen og filihankatten. Alle kan de tale med Alice og i deres farvestrålende verden af gæk og gak ophører logikken.

 

Hvad får du som lærer ud af kurset?

Du vil møde to oplægsholdere, der begge har et inderligt og passioneret forhold til ALICE I EVENTYRLAND. De vil dele ud af deres begejstring fra to forskellige vinkler, Leonora Christina Skov vil tale om sin gendigtning af romanen og Bjarne Toft vil gennem en linse med lige dele matematik og nonsens åbne romanen for os.

Du vil få præsenteret vores undervisningsmateriale og komme til på egen krop at afprøve, hvordan du og dine elever kan arbejde kropsligt med tematikker og kunstneriske greb fra Aarhus Teaters opsætning af ALICE I EVENTYRLAND. Lige til at tage med hjem i din egen undervisning.

Efter kurset bliver serveret en let ret inkl. vand/vin/øl og så skal vi se en forpremiere på ALICE I EVENTYRLAND kl. 19:30. 

Dem kan du møde

  • Nonsens, matematik og Alice v Bjarne Toft, Lektor Emeritus, Institut for Matematik og Datalogi / SDU
  • Om at gendigte en klassiker v Leonora Christina Skov, forfatter, gendigtede i 2006 Alice i Eventyrland
  • Undervisningsmateriale v Sissel Worm Glass, teaterpædagog og underviser, ATL
  • Praktisk teaterworkshop v ATL-teamet