Gratis

Skolekoncerter med Aarhus Jazz Orchestra

Beskrivelse

Når det 19 personer store Aarhus Jazz Orchestra afholder skolekoncerter, er der oftest flere hundrede børn fra 3.-5. klasse med på scenen. Både børn, publikum og orkester får en fantastisk oplevelse, og børnene inddrages i en vidunderlig verden af jazz, latin, funk og blues. 

Forløbet er for alle 3., 4. og 5. klasser på skolen, der alle arbejder med en række sange i musikundervisningen, som de optræder med på en stor, fælles koncertdag med fuldt bigband i uge 15 eller 16 2021. Sangene er skrevet specielt til aldersgruppen, så de får den bedst mulige oplevelse af de forskellige musikgenrer.

Børnene indstuderer sangene sammen med deres musiklærer på skolen. I uge 12 får skolen besøg af dirigenten Nikolai Bøgelund og orkestrets pianist, der øver sangene igennem med eleverne og forbereder dem på de kommende koncerter. Der er desuden mulighed for at få besøg af en musiker og en formidler fra orkestret, der fortæller om, hvad et bigband er. På koncertdagen afholdes en generalprøve og to koncerter:

Kl. 09.00-11.15: Formiddagskoncert 
1 times generalprøve hvor alle børnene øver numrene med Aarhus Jazz Orchestras rytmegruppe (klaver, guitar, bas, perkussion og trommer), samt en formiddagskoncert for alle elever og lærere på skolen.

Kl. 19.00-20.30: Aftenkoncert
En aftenkoncert for forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede med hele Aarhus Jazz Orchestra (19 musikere).

TILMELDING

Tilmelding foregår på mail til mathilde [at] ajazz [dot] dk. I tilmeldingsmailen skal du oplyse følgende:

  • Navn, mailadresse og telefonnummer på kontaktperson
  • Antal elever i 3., 4. og 5. klasse, samt hvor mange klasser der er på de tre årgange (husk at tilmelding gælder samtlige elever på de tre årgange)
  • Om I har et sted til afholdelse af koncert (OBS: der skal være plads til alle deltagende elever x3)
  • Hvilke koncertdage passer jeres skole (angiv gerne alle de dage, der kan passe jer - se datoer i kolonne til højre)
  • Hvilken skole I kommer fra

Vi gør opmærksom på, at der er et begrænset antal pladser i Skolekoncert-forløbet, og at Aarhus Jazz Orchestra derfor ikke kan garantere en plads til alle, der tilmelder sig.

Formål

Formålet er at give børnene en anderledes og nærværende oplevelse af den professionelle bigband-musik og af de instrumenter, bigbandet består af. Forløbet skaber et motiverende og inspirerende læringsrum for børnene, der på en sjov og spændende måde udfordrer kreativiteten og introducerer dem for genrerne jazz, blues, funk og latin. I de vante rammer får de muligheden for at udforske musikken, styrke fællesskabet og skabe noget stort i samarbejde med deres kammerater og med professionelle musikere.

Sted
Aarhus Jazz Orchestra
Vester Allé 15
8000 Aarhus C
Tilmelding

Læs venligst i beskrivelsen ovenfor, hvad der skal indgå i tilmeldingsmail. 

Tilmeldingsfrist
26.06.2020