Det kribler i køleskabet

Beskrivelse

Insekter er blandt fremtidens bud på sunde og bæredygtige fødevarer. Vi bliver flere og flere mennesker, og produktion af især kød kræver plads, belaster miljøet og påvirker klimaet. Derfor er det nødvendigt at tænke i nye baner, hvis der skal blive ved med at være mad nok til alle, og vi samtidig gerne vil værne om jordens ressourcer.

Insekter smager godt. De er rige på proteiner og sunde fedtstoffer, og opdræt af insekter er miljøvenligt og kræver et minimum af ressourcer. Insekter har et stort potentiale som en fast del af vores fødevarer, og udviklingen omkring brugen af insekter går rigtig stærkt. Derfor sætter Naturskolen nu insekter på menuen - så det kan krible i dit køleskab.

Formål

  • At få en debat om klodens befolkningstilvækst, ressourcer og fødevareproduktion. Hvordan producerer vi fødevarer nu? Hvordan påvirker fødevareproduktionen klimaet? Hvordan er verdens ressourcer fordelt, og kan vi blive ved med at mætte verdens befolkning med de ressourcer, vi har?
  • At se, høre og mærke forskellige insekter og lære, hvordan insekters livscyklus er, hvordan insekter lever, og hvordan man kan dyrke forskellige insekter til fødevarer.
  • At tilberede og spise knasende og saftige smagsprøver på melorme, græshopper og andre sprødristede lækkerier.
Sted
Naturskolen på JU Århus
Nymarksvej 65
8320 Mårslet