Energi i kuglebaner

Af Science Museerne - Steno Museet - 07.06.2022

Giv dine elever konkrete oplevelser med energi i vores nye kuglebaneworkshop.

Der er energi overalt omkring os. Energi forsvinder ikke, men den skifter imellem sine forskellige former. Denne workshop stiller skarpt på energi i forskellige former ved at lade eleverne gå på opdagelse i en enorm kuglebane.

Workshoppen finder sted i et lokale med over 20 meters hulplader opsat på væggen, som eleverne kan bygge deres egen kuglebane på. Elevernes undersøgelse tager udgangspunkt i konkrete problemer og benspænd, som inviterer dem til at udforske den energi, som bliver håndgribelig, når kuglerne skal bevæge sig rundt på væggen. I rummet er en række forskellige materialer, som eleverne frit kan bruge og kombinere i deres undersøgelser af forskellige former for energi.

Yderligere information
Workshoppen er under løbende udvikling. Den er del af et udviklingsprojekt om oplevelsesbaseret læring og refleksion, som udføres i samarbejde med forskere fra Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet og CollaboLearn projektet. I forbindelse med projektet udbyder vi et antal gratis forløb efter "først til mølle".