Ej blot til lyst - for dansklærere

Af Aarhus Teater - 20.10.2021

AT Læring søger 5 nye partnerskabsskoler til Ej blot til lyst efteruddannelsen af dansklærere i år 2023 - 2025. Ej blot til lyst er en efteruddannelse for dansklærere i Aarhus Kommunes folkeskoler. Skal jeres skole være med?

Efteruddannelsen har fokus på, hvordan man kan bruge krop, drama og scenekunst i danskundervisningen som en del af hverdagen – ikke som et afbræk, men som en del af undervisningen i dansk. Efteruddannelsen strækker sig over et skoleår, og er tænkt ind i lærernes årsplaner.

Foruden to lærerkurser med oplæg og workshops, observerer de deltagende lærere professionelle teaterpædagoger fra Aarhus Teater undervise lærerens elever. Forløbet er ledsaget af et gennemarbejdet undervisningsmateriale, didaktiserede undervisningsmaterialer samt en række aktiviteter som sparringsmøder, evaluering og teamrefleksioner, der er tænkt ind for at opbygge lærerens kompetenceudvikling. Derudover kommer læreren i teateret og ser årets skoleforestilling med sine elver som en del af forløbet.

Efteruddannelsen realiseres i et to årigt partnerskab med skolen, hvor skolen over de to år har 10 pladser til 10 lærere og 10 klasser på indskoling/mellemtrin. Projektet har en egenbetaling for skolerne.

Hvis din skole er interesseret, kommer vi gerne ud og tager en uforpligtende og informerende snak med din skoleledelse.

Ej blot til lyst har eksisteret siden 2015, og har frem til nu haft 165 lærere og 4125 elever fra 11 aarhusianske skoler gennem forløbet. Med støtte fra Aarhus Kommune og Spar Nord fonden er efteruddannelsen sikret frem til 2025. Projektet er et af de største teaterpædagogiske projekter i Danmark og har med følgeforskning og mange evalueringer stærk evidens for, at EJ BLOT TIL LYST skaber reel kompetenceudvikling hos lærerne, styrker elevernes færdigheder i dansk samt trivsel og bidrager til læringsfælleskaberne på skolerne.

Har det interesse for jeres skole? Så skriv til leder af AT Læring, Morten Daugbjerg, på morten [dot] daugbjerg [at] aarhusteater [dot] dk for mere information.'