Billetsalget til nyt program på Teatret Gruppe 38 er i gang

Teatret Gruppe 38 - program 20-21

Af Teatret Gruppe 38 - 15.05.2020

Teatret Gruppe er særligt glade for at kunne præsentere nyt program i år, hvor vi alle hungrer efter at mødes om livet og alle dets mysterier - sammen. Gruppe 38 inviterer til sådanne møder i teatermørket, og ser frem til at få besøg af kommunens skoler.

Det nye skoleprogram på Teatret Gruppe 38 byder på en del nye teateroplevelser for skoleelverne. Vi har selv to premiereforestillinger i løbet af sæsonen (Jeg kan bedst li' når du er her og Vil du gemmes eller glemmes), og derudover præsenterer vi Teater O's nye forestilling Alting er mit, ungdomsforestillingen I skovens dybe stille ro af Teatret Fair Play og Claus Mandøes (De røde heste) nye forestilling Ivalus første sang

I november og december bliver det igen muligt at give eleverne en uvant teateroplevelse, når vi opfører En sand røverhistorie og Androkles og løven, der begge udspiller sig i en scenografi, hvor publikum ligger i hængekøjer og både hører, ser, lugter og mærker to klassiske fortællinger udspille sig. 

Billetsalget er startet, og det glæder os at se, at skolerne er ivrige efter at give eleverne teateroplevelser - og ikke betvivler, at teatrene nok skal tage de nødvendige forbehold, når vi igen byder indenfor. 

NB: Husk, at teaterkontaktlæreren skal bestille skolebilletter, som skal betales via teaterordnignen til indeværende kalenderår inden 15. juni 2020.

Hvor: Teatret Gruppe 38, Irma Pedersens Gade 22, 8000 Aarhus C

Hvornår: September 2020-maj 2021

Billetbestilling: Bestil billetter via skolens teaterkontaktlærer ved at kontakte Ditte (eller alternativt Marianne) på dd@gruppe38.dk/post@gruppe38.dk eller telefon 86 13 53 11.

Praktisk information til skoler.

Vi glæder os til at se jeres skoleelever og undervisere.