Aarhus Festuge - Hatteteater og Kom og Leg

25.08.2015

Børnekulissen, 2-9 år. I Festugen indtager Børnekulissen Caféscenen og Balkongalleriet i Musikhuset, hvor I kan opleve Hatteteater og sanseudstillingen Kom og leg – hist og her. Arrangementet strækker sig fra lørdag d. 29. august til søndag d. 6. september.

Børnekulissens Hatteteater
Scenen er sat. En veloplagt historiefortæller og en masse sjove hatte. Det eneste, der mangler er skuespillerne. Derfor må børnene hjælpe. I Hatteteater kommer børn fra publikum på scenen og vælger selv, hvilken rolle de vil spille. Derefter improviserer historiefortælleren sjove og helt unikke små teaterstykker frem, så børnene kan udfolde deres fantasi og talent på de skrå brædder.
For børn i alderen 3-9 år
Gratis
Ca. 50 min. Dørene åbnes 15 min. før

Kom og leg - hist og her
Hist & Her er en sanseudstilling, der indbyder til leg, samvær og fællesskab. Udstillingen består af tre rum, Hulen, Stilladset og Kassen. I udstillingens tre rum må alt tages i brug, og hvert rum lægger op til forskellige aktiviteter. Børnene må indtage udstillingen i deres eget tempo, og være både hist og her, som de har lyst. I hulen er alt blødt, mørkt og varmt. Her kan børnene slappe af, hviske hinanden små hemmeligheder, lukke af for verdenen og måske gemme sig helt væk. I stilladset er alt åbent, lyst og luftigt. Her kan børnene være udadvendte og i tæt kontakt med andre børn. Der er masser af ting af lege med, der ikke har konkrete formål - de er bare sjove at gøre. I kassen er alt firkantet, ordnet og i system. Der er mange forskellige firkanter, der passer ind i bestemte huller. Det kræver samarbejde børnene imellem samt målrettethed for at få tingene til at passe sammen.
For børn i alderen 2-6 år
Gratis adgang - ingen tilmelding
Der må gerne spises madpakker i foyeren

Mandag til fredag
Udstillingen er åben kl. 10-17
Hatteteaterforestillinger kl. 10 og kl. 15 (dog ikke eftermiddagsforestilling fredag d. 4/9)

Weekenderne
Udstillingen er åben kl. 11-17
Hatteteaterforestillinger kl. 11 og kl. 15

Se eventuelt mere om dette og andre af Børnekulissens arrangementer på:  www.kulissen.dk